Program og beskrivelse

Program for Skagen Vandrefestival 2020

Bemærk! For alle ture tages der forbehold for ændringer på grund af vejrforhold. 

Når du booker overnatning til festivalpris her kan du samtidig tilmelde dig og dine venner til ture, morgenmadsbuffet, aftensmad og festaften.

Se ledige ferieboliger

Hvis du ikke booker overnatning skal du tilmelde her

Tilmelding kun til forplejning er også muligt selv om du ikke ønsker at deltage på nogle af vandreturene.​

Torsdag den 10. september

Kl. 18.30 Aftensmad i Restaurant Skagen Strand

Fisk fra dagens auktion, serveres med hvidvinssauce med urter, dagens grønt og vildmosekartofler. Pris pr. person kr. 145

Kl. 19.45 Velkomst

Kl. 20.00 Tur nr. 1 – Aftentur

Nyd en aftentur på stranden, hvor lysene over bugten skaber en særlig stemning. Alle guider deltager på denne tur så benyt lejligheden til en hyggelig snak både på turen og efterfølgende, hvor der serveres snack og varme drikke i feriecenteret, i konferencelokale A.

Turen er 6,5 km og tager 1,5 til 2 timer | Pris pr. deltager kr. 25
Turen anses som let og der kan deltage maks. 60 personer

Fredag den 11. september

Kl. 08.00 – 10.00 Morgenbuffet i Restaurant Skagen Strand

129 kr. pr. person. Husk at medbringe din voucher som du modtager i receptionen ved ankomst.

Kl. 08.45  Tur nr. 2 –  Langs Nordsøstien og Skagen Klitplantage

På denne 20 km lange tur følger vi Nordsøstien og kommer forbi Den Tilsandede Kirke, hvor der holdes pause og de medbragte sandwich nydes i smukke omgivelser. Derefter vandrer vi gennem den charmerende Skagen Klitplantage, et værn imod vestenvind og sandflugt. Vi vandrer langs cykelstien tilbage til Skagen Strand. Guider er Erik Ravn-Jensen og Anni Petersen.

Turen er 20 km og tager ca. 7 timer | Du får en sandwich, en vand og en frugt | Pris pr. deltager kr. 139
Turen anses som middel svær og der kan deltage maks. 30 personer

Kl. 09.15 Tur nr. 3 – Gennem landskabet i Ålbæk Klitplantage

Turen starter ved Skagen Strand, hvorfra vi kører med tog til Ålbæk station (tog afgår kl. 09.31). Turen går ad stier og små veje gennem en del af Ålbæk Klitplantage, som blev anlagt i 1881 i et forsøg på at bremse sandflugten. Vi kommer forbi stensletter, søer, egekrat og gårde i dette helt specielle landskab. Vi tager tog retur til Skagen Strand. Guide på turen er Peter Hansen. Bemærk! Turen er ikke egnet for barnevogne, klapvogne eller kørestole.

Turen er 12 km og tager ca. 3 timer | Du får en sandwich, en vand og en frugt | Pris pr. deltager kr. 149 (inklusiv togbillet tur-retur)
Turen anses som let og der kan deltage maks. 40 personer​

Kl. 10.00 Tur nr. 4 – Rolig tur / foto-tur

Vi går i langsomt tempo tilpasset deltagerne. Her er tid til at standse op og nyde den smukke og særlige natur i Bunken Klitplantage. Tag gerne dit kamera/telefon med for her er et rigt dyreliv og planteliv samt en skøn udsigt til Skagen, Ålbæk, Hirsholmene og Frederikshavn. Guider på turen er Gunnar Jørgensen og Jørn Pedersen

Turen er 6 km lang og tager ca. 2 timer | Du får en vand og en frugt |Pris pr. deltager kr. 49
Turen anses som let og der kan deltage maks. 60 personer​

Kl. 13.00 Tur nr. 5 –  Oplev naturens kræfter i Råbjerg Mile

Milen indeholder 30 millioner m3 sand som dækker et areal på ca. 2 kvadratkilometer og er op til 40 meter høj. Den vandrer hele 15 meter årligt mod nord-øst. Det betyder en konstant forandring i landskabet efter vinden og naturens øvrige luner.  En vandring i Råbjerg Mile kan være udfordrende afhængig af vejr og vind, men naturvejleder Villy K. Hansen vil sørge for en god rute og undervejs vil han dele af sin kolossale viden om området.

Turen er 12 km og tager ca. 4 timer |Du får en sandwich, en vand og en frugt | Pris pr. deltager kr. 129
Turen anses som middel svær og der kan deltage maks. 35 personer​.

Kl. 14.00 Tur nr. 6 - Bunken Klitplantage/Birkesø

Denne tur tager dig med til naturskønne Bunken Klitplantage med sit rige dyre- og planteliv. Vi kommer forbi Birkesø, som er en af de tre kunstigt anlagte søer i plantagen. Søbredderne ved alle tre søer er tæt bevokset med birk, pil og rynket rose. I kommer også tæt på Råbjerg Mile, og undervejs vil guiderne Gunnar Jørgensen og Jørn Pedersen, kort fortælle om områderne vi går igennem, om sandflugten, Råbjerg Mile og lidt om søerne.

Turen er  12-15 km og varer ca. 4 timer | Du får en sandwich, en vand og en frugt | Pris pr. deltager kr. 129
Turen anses som let og der kan deltage maks. 60 personer​.

Kl. 18.30 Aftensmad i Restaurant Skagen Strand

Kylling danois med persille, serveres med kartofler, skysauce, mormorsalat og sprød agurkesalat. Pris pr. person kr. 145

Lørdag den 12. september

Kl. 08.00 – 10.00 Morgenbuffet i Restaurant Skagen Strand

129 kr. pr. person. Husk at medbringe din voucher som du modtager i receptionen ved ankomst.

Kl. 8.45 – Tur nr. 7 – Rundt om Skagen

Sammen med guiderne Erik Ravn-Jensen, Anni Petersen og Peter Hansen starter vi fra Skagen Strand og tager toget til Skagen – afgang kl. 09.04. Derfra vandrer vi ad den gamle Skagens vej til Flagbakken, hvor der fra toppen er fin udsigt både over en del af Ålbæk bugt og Skagen by. Vi kommer videre forbi Solnedgangspladsen, Grenen, de gamle bunkers, Det grå Fyr og vippefyret. Måske er vi undervejs heldige at se sæl – nogle gange er de endda så tillidsfulde, at de kan betragtes på få meters afstand, mens de ligger og solbader. Det sidste stykke af turen går gennem en del af Skagen by til stationen, hvor vi tager toget tilbage til Hulsig.

Turen er 20 km og tager 6-7 timer | Du får en sandwich, en vand og en frugt | Pris pr. deltager kr. 149 (inklusiv togbillet tur-retur)
Turen anses som middel svær og der kan deltage maks. 50 personer​.

Kl. 09.30 Tur nr. 8 – Tur i vildmarken

En barsk og fantastisk tur i det vilde landskab på Skagens Odde. Dette er en tur for trænede vandringsfolk. Sammen med naturvejleder Willy K. Hansen vil du opleve Bunken Klitplantage, Råbjerg Mile, klitheden, Skagerrak og Kandestederne.  Undervejs tager vi en snak om planter, fugle og dyreliv i et landskab, der er i konstant bevægelse. Her vokser der spændende urter med mange nyttige egenskaber. Urterne bruges til bjesk - en urte- eller kryddersnaps, der efterhånden er blevet til Vendsyssels nationaldrik. Det er en lang tur, så for det gode helbreds skyld prøvesmager vi en bjesk eller to.

Turen er 22 km og varer ca. 6,5 time | Du får en sandwich, en vand og en frugt | Pris pr. deltager kr. 129
Turen anses svær og der kan deltage maks. 30 personer​.

Kl. 13.00 Tur nr. 9 –  Bunken Kliplantage

Oplev Bunken Klitplantage sammen med guiderne Gunnar Jørgensen og Jørn Pedersen. I klitplantagen, der hovedsageligt er beplantet med fyr, er der et rigt dyreliv. Undervejs vil guiderne standse op og fortælle kort om områderne vi går igennem, om sandflugten, jernbanen, om de tyske bunkers vi passerer og lidt om søerne, hvor vi gør holdt.

Turen er 12 km og tager 3 timer | Du får en sandwich, en vand og en frugt | Pris pr. deltager kr. 129
Turen anses som middel svær og der kan deltage maks. 60 personer​.

Kl. 19.00 – Festaften i Restaurant Skagen Strand

Denne aften er der bordplacering i restauranten. Hvis du bestiller for flere personer, vil dit navn og antal personer stå på bordkortet.

Se mere om festaften her  

Søndag den 13. september

Kl. 08.00 – 10.00 Morgenbuffet i Restaurant Skagen Strand 

129 kr. pr. person. Husk at medbringe din voucher som du modtager i receptionen ved ankomst.

Kl. 09.45 Tur nr. 10 – Den Røde Bænk

Erik Ravn-Jensen og Anni Petersen tager os med på den sidste tur i årets vandrefestival. Vi går igennem ”Pælens Mile”, som har et meget rigt dyre- og planteliv, og kommer til den såkaldte Røde Bænk, der byder på en flot udsigt over Ålbæk bugt.  Bugten strækker sig fra Skagen i nord, godt 30 km mod syd til Hirsholmene og Frederikshavn og er en del af Kattegat.

Turen er 7 km og varer 3 timer | Du får en sandwich, en vand og en frugt | Pris pr. deltager kr. 129
Turen anses som middel svær og der kan deltage maks. 50 personer​.

Book overnatning og tilmeld her

Tilmelding uden overnatning, se her

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på reception@skagenstrand.dk eller på 9848 7222